Jordarbejde med unghest – derfor begynder tilridningen fra jorden

26 jun. 2026Jordarbejde, Tilridning, Træn din hest bedre, Unghest

Den vigtigste træning begynder længe før den første ridetur

Hvordan leg, balance og jordarbejde hjælper din unghest med at opdage sin egen krop.

Din hest er født med to fantastiske evner

Noget af det, der fascinerer mig allermest ved heste, er, at de fra naturens hånd besidder nogle egenskaber, som gør dem til helt enestående samarbejdspartnere. 
To af disse egenskaber danner efter min mening fundamentet for al god hestetræning.

Den ene er deres utrolige evne til at aflæse os. Den anden er deres naturlige lyst til at samarbejde og indpasse sig flokken omkring dem.
I dette indlæg vil jeg fokusere på den første.

Din hest læser langt mere, end du tror

Heste lever af at kunne aflæse kropssprog.

I en hesteflok er det sjældent de store signaler, der holder sammen på flokken. Små ændringer i blikretning, spænding, vægtfordeling og bevægelse fortæller de andre heste, hvad der er ved at ske.

Den evne tager hesten med ind i samarbejdet med os. Han lægger mærke til, hvordan vi står. Hvordan vi går. Hvornår vi spænder op. Hvornår vi slapper af.

Og ofte reagerer han på vores krop og vores energi, længe før han reagerer på vores udstyr, tøjle, pisk eller stemme.

Det betyder også, at vi kan lære hesten utrolig meget gennem vores egen måde at bevæge os på.

Den vigtigste ting, du kan lære din hest

Når vi ønsker at ride på vores hest, er der én ting, som efter min mening er vigtigere end næsten alt andet.

At hesten opdager sit eget tyngdepunkt.

Faktisk er dette nok endnu vigtigere:

At Han opdager, at han faktisk kan flytte på det.

Hestens naturlige balance ligger længere fremme i kroppen, dvs. i skuldrene. Hesten bærer omkring 60 % af sin vægt på forparten.

Det fungerer fint, så længe han lever sit frie liv som unghest. Men når vi sætter os op, flytter vi tyngdepunktet endnu længere frem. Derfor bliver det afgørende, at hesten lærer, hvordan han selv kan flytte vægten tilbage mod bagparten.

Ikke fordi vi holder ham fast dér. Men fordi han selv opdager muligheden.

Hesten lærer gennem oplevelsen

Vi skal ikke løfte en hests ryg eller flytte dens tyngdepunkt med hænderne. Det er hesten selv, der skal gøre arbejdet. Vores opgave er at skabe de betingelser og den forståelse som gør at han får lyst til at prøve.

Når vi selv bevæger os i balance. Når vi bruger vores energi bevidst. Når vi giver små, tydelige signaler. 
Og når vi giver slip igen i samme øjeblik, hesten finder den rigtige løsning. 
Så begynder hesten langsomt at opdage noget nyt om sin egen krop.

Han mærker, at det faktisk føles lettere at flytte vægten bagud. At ryggen kan løfte sig. At halsen kan blive længere. At bevægelsen bliver friere.

Og det smukke er, at når først hesten selv har opdaget den følelse, begynder han ofte at søge tilbage til den igen. Ikke fordi vi tvinger han. Men fordi han har erfaret, at det er en rarere måde at bevæge sig på.

Det er måske noget af det mest fantastiske ved at arbejde med heste.

At de ikke kun lærer vores signaler – de lærer også deres egen krop at kende.

Og netop dér begynder vejen mod en sund, stærk og glad ridehest.

Det er også derfor, jeg holder så meget af at begynde denne træning allerede, mens hesten er unghest. Ikke fordi han skal præstere. Ikke fordi han skal lære en masse øvelser. Men fordi han gennem leg kan begynde at opdage sin egen krop.

Fra jorden kan vi lege med bevægelse, balance og tyngdepunkt, længe før der kommer en sadel eller en rytter på ryggen.

Vi kan undersøge, hvordan hesten reagerer, når vi flytter vores egen energi. Hvordan han begynder at spejle vores bevægelser. Hvordan han opdager, at han selv kan flytte vægten lidt tilbage, slappe af og finde en ny balance.

Det er ikke noget, vi tvinger frem.

Det er noget, vi inviterer hesten til at undersøge.

Og netop fordi der ikke er en rytter på ryggen endnu, har hesten de bedste forudsætninger for at lære det uden at blive forstyrret af ekstra vægt.

Når han en dag er klar til at blive redet, er det derfor ikke første gang, han møder opgaven.

Han har allerede erfaret, at balance, bæring og samarbejde føles rart.

Det er, efter min mening, den bedste gave, vi kan give en kommende ridehest.

Videoerne her på siden, viser Kingo og mig, mens vi leger med netop dette på folden. Der er ingen liner, ingen pres og ingen krav om perfektion. Bare en stille undersøgelse af, hvordan han kan flytte sit tyngdepunkt og finde en bedre balance – helt frivilligt.

Uddan dig selv
Unknown

Har du lyst til at se hvordan jeg træner med Bucefalo, for at skabe balance og bæring bagfra?

Skriv til hestevisdom

Skriv til mig hvis du vil vide mere om kurser, kunne tænke dig et onlinemøde, at få undervisning og blive en bedre træner for din hest, eller noget helt tredje!

10 + 3 =